Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

56-årig fra Brabrand kendt skyldig: Dræbte sin syge mor

56-årig mand dømt til ophold i Risskov på ubestemt tid


Torsdag faldt der dom i en ulykkelig sag om et familiedrab i Brabrand.

En 56-årig mand fra Brabrand stod anklaget for at have dræbt sin mor 79-årige ved kvælning på deres fælles adresse i Brabrand i slutningen af august 2016.

Moren blev fundet af hjemmeplejen, og sønnen var til stede på adressen samtidig. Han har siden drabet siddet varetægtsfængslet på psykiatrisk afdeling i Risskov, og torsdag blev det slået fast, at han skal tilbage dertil.

Sagen startede og sluttede samme dag, og dommeren valgte at kende ham skyldig i drab og fulgte anklagemyndighedens påstand om anbringelse og fratagelse af arveretten.

"Min klient blev idømt en tidsubestemt anbringelsesdom, fordi han ansås som værende sindssyg," fortæller forsvarsadvokat Henrik Garlik til Lokalavisen Aarhus.

"Der var ikke så megen tvivl efter bevisførelsen. Det var nok den rigtige afgørelse. Han er syg og dårlig."

Henrik Garlik forklarer, at der ikke var tale om en almindelig, ondsindet drabssag, men at den 56-årige, der ikke tidligere er blevet straffet for noget, nærmere havde til hensigt at hjælpe sin mor.

"Skulle han have haft en almindelig straf, så havde han nok fået en vis reduktion, da der var det hensyn at tage, at han efter mit indtryk slog hende ihjel for at hjælpe hende."

Advokaten nedlagde principiel påstand om frifindelse på grund af sparsomme oplysninger i sagen.

"Jeg fremhævede forsigtigt, at de begrænsede skader, der var på moren, gjorde, at man måtte stille spørgsmålet, om hun selv kunne have påført sig dem. Jeg var også inde på, om der kunne være tale om medlidenhedsdrab. Hun var ekstremt sygdomssvækket. De boede sammen i 22 år og holdt formentligt meget af hinanden, så der er ingen tvivl om, at han har 'hjulpet' hende det sidste stykke, for at hun ikke skulle have smerter."

 


Publiceret: 05. Maj 2017 10:10

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere