Fællesrådsformand i Tilst, Knud Erik Byrialsen, håber, at kommunen sørger for, at en ny stikvej fra Blomstervej til Bredskiftevej er etableret, før det nye område skyder op, og Gasa-grunden bebygges.
Fællesrådsformand i Tilst, Knud Erik Byrialsen, håber, at kommunen sørger for, at en ny stikvej fra Blomstervej til Bredskiftevej er etableret, før det nye område skyder op, og Gasa-grunden bebygges.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Byråd giver grønt lys til 375 boliger i Tilst: Borgere bekymret for trafikken

I hjørnet ved Blomstervej og Marienlystvej i Tilst er et nyt boligområde på vej. Øget trafik bekymrer de lokale borgere



Et enigt byråd stemte i onsdags for en udvidelse af Tilst. I hvert fald i den forstand, at op mod 375 boliger nu kan bygges på et 80.450 kvadratmeter stort areal i hjørnet ved Blomstervej og Marienlystvej.

Størstedelen af området er privat ejet, mens en mindre del er kommunalt ejet.

Planen er et område med varieret bebyggelse i form af en kombination af rækkehuse og etageboliger i maksimalt to etager med tilhørende fælles, grønne områder.

Der kan bygges enten 130 rækkehuse og 170-245 etageboliger eller 170 rækkehuse og 170 etageboliger.

LÆS OGSÅ: Nu fortsætter udviklingen på Godsbanen

Dermed får en hel del flere personer deres daglige gang netop her. Det betyder flere biler på vejene, og det bekymrer samtlige af de 16 borgere, som har indgivet et høringssvar til den nye plan - heriblandt fællesrådsformanden i Tilst:

“Vi er altid bekymret i forhold til trafikken. Man må gerne lave nyt byggeri, men infrastrukturen skal følge med. Vi frygter, at rigtig mange flere vil benytte sig af Blomstervej, som i forvejen er håbløst trafikeret. Jeg håber derfor som et minimum, at kommunen sørger for, at en ny stikvej fra Blomstervej til Bredskiftevej er etableret, før det nye område skyder op, og Gasa-grunden bebygges,” siger Knud Erik Byrialsen, formand for Tilst Fællesråd.

Den nye stikvej til Bredskiftevej har kommunen allerede planlagt, og byrådet vurderer, at denne samt Blomstervej er tilstrækkelig for trafikafviklingen til det nye boligområde.


Ingen almene boliger

Vejadgangen direkte ind til de nye boliger sker fra Blomstervej, hvor to stamveje betjener den nordlige og sydlige del af stedet.

Desuden etableres en gang- og cykelsti med forbindelse til de omkringliggende områder og til den nye, overordnede supercykelsti fra Aarhus Centrum til Tilst.

LÆS OGSÅ: Danmarks første vandforsamlingshus på vej til Lystrup

Derudover kan det nævnes, at der i det nye byggeri ikke er indtænkt almene boliger, da lokalområdet i forvejen har mange af slagsen.

Kommunen og byrådet vurderer heller ikke, at dette sted er relevant for almene ungdomsboliger.

Endelig vurderer Børn og Unge i Aarhus Kommune, at skolerne i området godt kan håndtere de ekstra børn, som det nye boligområde må føre med sig.


Publiceret: 03. Oktober 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt