HC Molbech. Foto: Christian Emil Larsen
HC Molbech. Foto: Christian Emil Larsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Kontanthjælp uden modkrav frigør resurser

Flere ledige vil starte egen virksomhed, hvis de ikke skal bruge tid og kræfter på 'aktiveringscirkusset'

HC Molbech, byrådskandidat for Alternativet Aarhus, Ny Munkegade 3B, 1., 8000 Aarhus C

Vi har kun set begyndelsen. Prekariatet vokser hastigere i andre lande, men vi bliver simpelthen nødt til også at forholde os til det i Danmark. Helt personligt har jeg masser af venner og bekendte, der lever på denne måde, og som siden de blev færdiguddannede aldrig har haft et 'rigtigt' job forstået som et fuldtidsjob i en fast stilling, eller som kun har haft det i begrænsede perioder af arbejdslivet.

I stedet er det deltidsstillinger, vikariater, projektansættelser, freelancejobs som selvstændige eller ind og ud af løntilskud og lignende ordninger. Eller aktivering og konstant skyldfølelse og totalt identitetstab, stress og depression, når det bedste, man kan opnå efter utallige ansøgninger, er et tilbud om en ulønnet virksomhedspraktik.

LÆS OGSÅ: Sæt folkeskolerne fri, så de kan blomstre igen

Det kan vi gøre bedre. Det skal vi gøre bedre. Vi kan for det første starte med at erkende, at vores nuværende model for arbejdsmarkedet ikke længere fungerer. Vi kan også starte med at erkende, at alle de ordninger, der har til mål at presse folk ud i arbejde, heller ikke fungerer. Faktisk bliver de ofte nærmere udnyttet af arbejdsgiverne som en bekvem måde til at skaffe billig arbejdskraft.

Det nytter ikke noget at drømme sig tilbage til en tid, hvor livet efter studiet betød et langt arbejdsliv med fuldtidsjob lige indtil folkepensionen. Sådan ser verden overhovedet ikke ud længere. De unge ved det udmærket godt. Det med i det hele taget at have et fuldtidsjob i mange år i træk det samme sted er slet ikke det, mange ser for sig, når de tænker på deres kommende arbejdsliv.

Hvorfor ikke hellere prøve mange og vidt forskellige ting, lære og uddanne sig hele livet, måske selv starte projekter op, have flere forskellige deltidsjobs i flere brancher samtidig eller bruge det meste af sin arbejdstid på projekter, der slet ikke er nogen lønkroner i, men som bidrager enormt meget til fællesskabet?

LÆS OGSÅ: Kortere skoledag og max 24 elever i klassen

Hvis ikke det var så stressende en måde at leve på, at man konstant har den økonomiske usikkerhed og det systemiske og sociale pres, så er det da ikke så tosset, hvis man ellers kan lide at leve på denne måde med mange jobs og forskellige, skiftende projekter.

Der er virkelig meget lovgivning og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, det er svært at få ændret med et snuptag. Men vi kunne jo starte med at lave nogle eksperimenter og se, hvor godt det går. Alternativets forslag om kontanthjælp uden modkrav er et godt sted at starte.

Lad os da prøve det af i Aarhus Kommune. Her er masser af unge, der ryger direkte fra studiet ud i aktiveringscirkusset. Tænk sig hvor meget kreativ energi, der vil blive frigjort ved, at de ikke skal spilde deres tid på at tilfredsstille systemet.

Kobler vi det med en langt bedre indsats for at hjælpe iværksættere, vil jeg godt vove pelsen og gætte på, at vi vil se, at flere af dem starter deres egne virksomheder eller finder på helt andre og mere fleksible måder at arbejde på efter studiet, end vi ser i dag.

Og for alle de andre, der ikke lige brænder for at starte deres eget projekt, vil en tilsvarende bedre indsats for at hjælpe og vejlede i stedet for at kontrollere og sagsbehandle give en meget bedre start på arbejdslivet.

 


Publiceret: 14. November 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Mød byens spidskandidater: “Helge er min reservefar”
Mød byens spidskandidater: “Helge er min reservefar”
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt