Møllevangskolen klarer sig langt bedre end forventet i forhold til undervisningseffekten, viser tal fra Undervisningsministeriet. Arkivfoto
Møllevangskolen klarer sig langt bedre end forventet i forhold til undervisningseffekten, viser tal fra Undervisningsministeriet. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Godt gået! Møllevangskolen løfter eleverne mest

Møllevangskolen indtager en første plads på liste over landets folkeskoler, der klarer sig bedre end forventet




“Vi er rigtig glade og stolte.”

Ordene kommer fra Majbritt Jensen, der er skoleleder på Møllevangskolen.

Tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling viser nemlig, hvordan landets grundskoler udvikler elevernes faglighed - sammenkoblet med elevernes socialøkonomiske baggrund og område.

Og her klarer Møllevangskolen sig langt bedre end forventet.

Så godt, at skolens undervisningseffekt, som det hedder, ligger højst af samtlige af landets skoler, hvis man ser bort fra få privat- og efterskoler.

En positiv udvikling, der ifølge Majbritt Jensen skal tilskrives en kæmpe holdindsats.

“Vi fejrede det med kage til alle i personalegruppen. Men i virkeligheden er det en kæmpe holdindsats fra SFO'en, lærerne, forældrene og eleverne, der gør, at vores 9.klasse klarede sig så godt til afgangsprøverne i juni 2016,” siger skolelederen med henvisning til, at tallene tager udgangspunkt i 9.klassernes afgangsprøver fra skoleåret 2015/16.


Helhedsorienteret

En af årsagerne til, at eleverne klarer sig så godt på Møllevangskolen, er ifølge skolelederen, at skolen tidligt forsøger at tage hånd om den enkelte elevs kvaliteter og behov.

“Det er vigtigt for os, at vi er tydelige over for vores elever, så vi får spurgt os selv og eleverne, hvad vi kan forvente af hinanden. De skal kende alvoren i at gå i skole,” forklarer Majbritt Jensen og tilføjer om nogle af virkemidlerne til den flotte placering:

“Der er flere faktorer, som spiller ind. Vi har blandt andet delt klasserne op i to niveauer, så vi har en stærk boglig klasse og en klasse med elever, der har lidt mere ild i rumpetten. Vi gør et stort nummer ud af, at de store elever skal tage sig godt af de små børn i indskolingen i frikvarterene, og så prøver vi hele tiden at udnytte tiden bedst muligt, så vores elever ikke bare lærer at tage et socialt ansvar, men også bliver fagligt stærkere. Det flotte resultat skyldes, at vi har løftet i flok.”


Svært at gentage

Selv om skolelederen påpeger, at skolen er inde i en god udvikling, så vil hun ikke love, at man kan gentage samme bedrift næste år.

“Vi må også erkende, at det var en rigtig god årgang, og erfaringen viser jo, at der ikke findes to ens årgange,” smiler skoleleder Majbritt Jensen.

Ud over Møllevangskolen, så placerer Hasle Skole, Tilst Skole og Kragelundskolen i Højbjerg sig også i toppen af listen af Undervisningsministeriet.


Publiceret: 17. April 2017 10:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt