Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mand fra Aarhus dømt for handel med 70 kilo hash

Hovedmanden i stor narkosag har fået sin dom




 

En 38-årig mand fra Aarhus har i dag fået en dom på to års fængsel for omfattende handel med hash. 

Specialanklager Lars Petersen oplyser til Lokalavisen Aarhus, at det drejer sig om 70 kilo hash, som han har handlet med i en periode fra 1. februar i år og fem måneder frem.

Læs også: Halvandet års fængsel til 42-årig mand fra Brabrand

"Han har videredistribueret hashen til et større antal personer mod et betydeligt vederlag. Han har haft nogen til at hjælpe sig, men han ville ikke oplyse hvem, eller hvor han havde hashen fra, da jeg spurgte ham i retten i dag. Det har han ikke pligt til at sige, og vi ved ikke, hvordan det præcist er foregået," siger anklageren.

 


Den 38-årige mand blev anholdt i en stor politiaktion 29. juni på 17 adresser i Aarhus, Hjørring, Lønstrup og Silkeborg. Her blev der fundet hash og kontanter, og 11 personer blev anholdt.

"Blandt de anholdte er der både kendte bandemedlemmer og personer med relation til bandemiljøet. Fælles for dem alle er, at de indgår i et kriminelt netværk i det vestlige Aarhus, hvor de tjener penge ved at distribuere store mængder hash," sagde vicepolitiinspektør Morten Vegger i en pressemeddelelse efter aktionen.

Efter anholdelserne er tre andre mænd, en fra Hjørring og to fra Aarhus, blevet dømt i sagen. De fik alle et års fængsel, den enes dom var dog delvist betinget.

"I vores efterforskning har vi betragtet den 38-årige mand, der i dag blev dømt, for at være hovedmanden. Det afspejler sig i den hårdere straf," siger specialanklager Lars Petersen.

Oven i fængselsstraffen fik den 38-årige mand to års betinget udvisning af Danmark. Han er ikke dansk statsborger, men har ifølge anklageren været så længe i Danmark, at han ikke kan udvises ubetinget. Det kan dog ændre sig, hvis han begår ny kriminalitet i den betingede udvisningstid.

Yderligere tre-fire personer er sigtet i sagen for hver især at have handlet med nogle få kilo hash. Deres sager er sendt til retten, oplyser specialanklager Lars Petersen.

 


 

 


Publiceret: 06. Oktober 2017 18:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere