Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Præsteklumme: Hvad drejer det sig om?

Af sognepræst Berit Schelde Christensen, Hasle

”Centrering!” Sådan lød det fra læreren på et aftenskolekursus i keramik. Når man sidder og sparker til drejeskiven, bliver der hverken krus, skål eller noget som helst ud af det, hvis ikke lerklumpen fra begyndelsen drejer sig præcist om centrum. De skæve svingninger vil få værket til at falde sammen, efterhånden som det vokser. Det er mange år siden, men jeg husker, at læreren roste mig. Hun sagde, at jeg virkelig måtte hvile meget i mig selv, siden jeg var så god til at centrere! Da jeg først havde hørt det, gik det så som så. Da begyndte jeg vel nok at centrere mig mere om mig selv og drømmen om min keramikerkarriere! Det er egentlig lidt ærgerligt, for det var en skøn fornemmelse at mærke, hvordan leret nærmest formede sig selv, når det drejede sig om sit naturlige midtpunkt. Det er lidt på samme måde med livet. Det skal dreje sig om noget som gør, at det kan vokse og blive til noget smukt eller holdbart eller brugbart eller firnurligt. Drejer det sig bare om én selv, kan det hurtigt skvatte sammen. Men det er en skøn fornemmelse at dreje og svinge sammen med nogen omkring noget større, som man bliver en del af. Kirkens år drejer sig om påsken, som vi nu begynder at tælle ned til. Påsken er omdrejningspunktet for alt, hvad der sker og skabes på den kristne tros drejeskive. ”Centrering… ” lyder det stille i fastetiden. Lad livet dreje sig om noget stort. Guds kærlighed overvandt døden og mørket i graven. Tomhedens og ondskabens magt blev budt imod. Tænk hvordan verden vil se ud, hvis alle magthavere, hvis vi alle sammen drejede os om det.


Publiceret: 11. Februar 2017 06:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Annonce
JP Aarhus
Annonce
ANNONCER
Se flere