“Vi ønsker bedre trafiksikkerhed på Borumvej,” siger Peter Poulsen, Borum-Lyngby Fællesråd. Arkivfoto: Borumvej
“Vi ønsker bedre trafiksikkerhed på Borumvej,” siger Peter Poulsen, Borum-Lyngby Fællesråd. Arkivfoto: Borumvej
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se de lokales bud på valgkampens emner

Lokalavisen har spurgt alle vestbyens fælleråd om, hvilke lokale temaer politikerne bør have fokus på til kommunalvalget

Af Martin Jørgensen





Hvad skal politikerne have på dagsordenen dels i valgkampen dels, når de engang er kommet i byrådet?

Det har de sikkert selv masser af bud på, men Lokalavisen Aarhus har spurgt dem, som virkelig ved, hvad der rører dig ude i lokalsamfundene, nemlig fællerådsformændene.

I vestbyen er det emner som byfortættelse, trafiksikkerhed, infrastruktur og byudvikling, der er på spil.

Se de enkelte fællesrådsformænds helt lokale sager nedenfor.

Klaus Bendixen, Hasle Fællesråd:

“Det, som vi primært diskuterer er den byfortættelse, der finder sted i området, hvor der bliver bygget højt og tæt. Det er ved at være tæt i Hasle, og der er bred enighed om byfortættelsen. Det er ikke særlig positivt i vores øjne. I fremtiden vil vi gerne være tidligt inde over processen og være med til at præge udviklingen.”


Peter Poulsen, Borum-Lyngby Fællesråd:

“Vi har ét stort ønske til nuværende og kommende byrådsmedlemmer. Vi ønsker bedre trafiksikkerhed på Borumvej, helt konkret de 2,7 kilometer fra Borum til Viborgvej, hvor der mangler en cykelsti. I årets budgetforlig fik nogle byrådsmedlemmer, der indser behovet, klemt en linje ind om, at forvaltningen skal udarbejde et detaljeret anlægsestimat. Derefter er der blot tilbage at udføre stien, der uanset “anlægsestimatet” vil koste peanuts i den store kommunes anlægsbudget.”


Eigil Rahbek, næstformand, Harlev Fællesråd:

“Vi er et yderområde af Aarhus kommune, og vi kan tydeligt fornemme, at det er midtbyen, som bliver prioriteret i disse år. Der foreligger ingen planer i vort område, hverken indenfor byudvikling eller infrastruktur. Det har vi meget klart givet udtryk for i vore høringssvar til Kommuneplan 2017, som er under bearbejdning netop nu.”


Knud Erik Byrialsen, Tilst, True og Skjoldhøj Fællesråd:

“Trafikken er jo altid et tilbagevendende emne. Politikerne skal være bedre til at tænke infrastrukturen ind, når der bliver givet tilladelser til nyt byggeri. Helt konkret håber vi, at politikerne holder fast i, at Viborgvej skal udvides til fire spor. Midlerne til vejen er afsat og vi tror da heller ikke, at der bliver ændret på det, men der er altid en lille frygt for, at man kan finde på at tage nogle af pengene fra vejen. Vi håber, at udvidelsen sker hurtigst muligt, for indtil da ledes trafikken ind gennem vores boligområder.”


Poul Bøje Schou, Åbyhøj Fællesråd:

“Vi ser gerne en forskønnelse af Åbyhøj Centrum. Med det mener vi, at man sætter krav til bebyggelsen, så det ikke bliver ene af kæmpe kolosser, der skyder op. Vi skal bevare det landsbypræg, som byen har. Desuden ser vi gerne træer langs Silkeborgvej og en midterrabat med heller på hele strækningen for at gøre den mere sikker. Der er mange ældre, som skal krydse vejen for at tage bussen, og unge mennesker som skal til idrætsfaciliteter.”

Lokalavisen Aarhus har forsøgt at rette henvendelse til de øvrige fællesråd i Aarhus Vest, men de har ikke været mulige at træffe.

 


Publiceret: 03. Oktober 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt