Det er ofte forbundet med sorg, svigt og skam, når barnebarnet bliver anbragt uden for hjemmet. Derfor opretter Heidi Christensen nu en forening for bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer for anbragte børn. Arkivfoto.
Det er ofte forbundet med sorg, svigt og skam, når barnebarnet bliver anbragt uden for hjemmet. Derfor opretter Heidi Christensen nu en forening for bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer for anbragte børn. Arkivfoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sej mormor samler bedsteforældre til anbragte børn

Retten til at se sine børnebørn får nu Heidi Christensen til at starte en lokalafdeling af Bedsteforeningen


Foreningen for bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer til anbragte børn, Bedsteforeningen, åbner nu en lokalafdeling i Aarhus.

Det er Heidi Christensen, der er initiativkvinde til oprettelsen af afdelingen, som kommer til at arbejde for at sikre og styrke samværet mellem biologiske familiemedlemmer og anbragte børn i Aarhus.

Hun oplever nemlig selv på nærmeste hold, hvad det vil sige at være mormor til to frivilligt anbragte børn.

“Det er utroligt hårdt, for man står jo lidt på sidelinjen, når ens datter eller søn ikke magter opgaven af den ene eller anden grund. Det er utroligt svært at acceptere. Ofte bliver der ikke taget hensyn til bedsteforældre, onkler og tanter og så videre, når et barn bliver anbragt uden for hjemmet. Det er forbundet med sorg, smerte og skam, fordi hele familien ofte føler sig stigmatiseret,” siger Heidi Christensen, der påpeger, at forholdet og samværet med hendes to anbragte børnebørn er godt.

“De er frivilligt anbragte, fordi min datter har en psykisk lidelse. Det er anderledes end at være tvangsanbragt. Alligevel er det efter aftale med kommunen, når vi ses, selv om mine børnebørn er blevet henholdsvis 15 og 17 år gamle,” fortæller hun og fortsætter:

“Der er et behov for, at vi sætter fokus på hele anbringelsesområdet, og der gør jeg så min del ved at oprette en forening for pårørende i Aarhus,” forklarer hun.

Lokalafdelingen udspringer af moderforeningen i Roskilde. Og ligesom i Roskilde vil Bedsteforeningen i Aarhus også kunne henvise til socialrådgivere og advokater.

“Anbringelsessager er utroligt komplekse, så det er en kæmpe hjælp, at vi kan få vejledning fra professionelle socialrådgivere og advokater. Men har man ikke behov for den slags hjælp, så er vi altså også bare til for at lytte, hvis man har brug for at lette sit hjerte og dele sine tanker i en svær situation,” bedyrer den initiativrige kvinde.


Åben invitation

Opstart af lokalafdelingen foregår tirsdag den 2. maj i Fælleshuset ved legepladsen på Peter Fabers Vej i Aarhus Vest.

Her vil foreningen for bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer til anbragte børn afholde det første møde.

Om Bedsteforeningen kommer til at blive boende i Fælleshuset på Peter Fabers Vej, vides endnu ikke.

“Nu må vi se, hvor mange der dukker op. Det kan jo være, at vi finder et andet sted på et andet tidspunkt, fordi interessen er stor. Det ved man aldrig,” forklarer Heidi Christensen, der selv blev medlem af foreningen for et år siden. Hendes børnebørn har været anbragt i seks år.


Publiceret: 15. April 2017 10:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Annonce
JP Aarhus
ANNONCER
Se flere