Melvin Kakooza vandt finalen i DM i stand-up, hvor han var oppe imod
seks andre komikere. En jury, publikum og seere var med til at pege på Melvin som vinderen.
Melvin Kakooza vandt finalen i DM i stand-up, hvor han var oppe imod seks andre komikere. En jury, publikum og seere var med til at pege på Melvin som vinderen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vinderen af DM i stand-up vil være Aarhus-ambassadør

Melvin Kakooza vandt søndag 4. september DM i stand-up, og ambitionerne er høje for den 25-årige komiker

Af Martin Jørgensen




Melvin Kakooza
  • 25 år og bosat i Aabyhøj
  • Født i Uganda, men har boet det meste af sit liv i Fredericia, Kolding og nu Aarhus
  • Finder inspiration fra komikere som Eddie Murphy, Chris Rock, Magnus Millang og Martin Høgsted
  • Startede karrieren i oktober 2016, da han tog til ’open mic’ i Aarhus
  • Har optrådt på Comedy Zoo, Nationalmuseet, Musikhuset i Aalborg og Glassalen i Tivoli København, hvor DM blev afholdt

“Bare rolig. Det bliver på dansk.”

Sådan startede 25-årige Melvin Kakooza sin optræden i finalen til DM i Stand-up i glassalen i Tivoli. Allerede dér havde han publikum i sin hule hånd. Han gik da også hen og tog titlen som vinder af DM i stand-up, efter kun at have lavet stand-up siden oktober 2016.

“Bare det at komme i finalen var en sejr i sig selv. Jeg er sindssygt overrasket, og det er stadig helt surrealistisk, at jeg har vundet,” siger Melvin ovenpå søndagens sejr.


Opvækst og integration

Melvins optræden handlede især om opvæksten i Fredericia, familiens integration i Danmark (Melvin er født i Uganda) og de mange sjove historier, der har været i tidens løb.

“Det var oplagt at snakke om netop dét. Det er sjovt, fordi man kan grine sammen om det, og så tror jeg også, at det er fedt for folk at høre om, hvordan det er at være dansk med kant,” siger vinderen af DM i stand-up, der håber, at han med sejren kan være med til at inspirere andre unge.

“Der sidder mange unge derude, der tror, at man skal være en vildt speciel person for at brænde igennem. Jeg håber, at jeg kan få dem til at indse, at det behøver man ikke at være. Hvis man har en drøm og koncentrerer sig om at opfylde de mål, man har sat dig for, så kan det også lykkes,” siger Melvin, der, ifølge ham selv, altid har været klassens entertainer.


En jordnær jyde

Melvin er for mange mennesker et ubeskrevent blad i dansk comedy, men han har selv en klar formodning om, hvordan han vil beskrive sig selv som komiker.

“Jeg er en autentisk og jordnær komiker, og jeg kommer bestemt ikke til at lave noget sjofelt. Så ville min mor simpelthen slå mig ihjel,” siger den 25 årige Melvin, der til daglig læser til lærer på tredje år.

“Min stil er nok bare at være mig selv. Bare det, at jeg stiller mig op på scenen og siger, hvad jeg hedder, er med til at mange mennesker allerede dér har fordomme. Jeg vil gerne være med til at sætte en dagsorden ved bare at være mig selv, og så håber jeg, at Dannmark kan lide det.”


Aarhus under huden

Lokalavisen Aarhus fangede Melvin, mens han stadig var i København efter sejren til DM i stand-up, og allerede efter få dage var savnet til Aarhus ved at melde sig ind.

“Jeg føler mig virkelig hjemme i Aarhus. Jeg er blevet stor fan af AGF, hvor jeg er ude for at se alle kampe. Derudover er byen og studielivet noget, som jeg elsker rigtig meget,” siger Melvin, der arbejder som projektleder på VIA, hvor han er med til at stå for sociale arrangementer:

“Jeg brænder for byen og for, at unge kan lave noget. Jeg vil gerne være med til at give unge et løft i deres ungdom.”

Når spørgsmålet går på, hvorhenne Melvin ser sig selv om fem år, er han ikke i tvivl.

“Til den tid er jeg færdiguddannet lærer. Jeg ved ikke, om jeg laver comedy, film eller er på en scene, men jeg er i hvert fald bosat i Aarhus. Jeg er blevet aarhusianer, og i fremtiden vil jeg gerne være konferencier for byen.”


Publiceret: 06. September 2017 15:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt